Om os Medlemssider Aktiviteter Presse Asatro Gudehov

   
Afgud
Etnisk naturreligion
Guder
Overleveringen
kønsoverskridelse
     
 

Tilmeld dig vores blótgæsteliste og få tilsendt indbydelser.

Skriv din e-postadresse i feltet her over.

Besøg også vores

 

CVR-nummer: 36615559

Overleveringen


I de fleste historiebøger får man det indtryk, at den førkristne religion forsvandt med et trylleslag, da Harald Blåtand satte sin sten i Jelling med påstanden om, at han havde ”gjordt danerne kristne.” I eftertiden har folk haft en tendens til at sætte lighedstegn mellem de danere, som Harald Blåtand nævner, og den nationalitet, som vi i dag kalder ”danskere”. Sådan var det imidlertid ikke på Harald Blåtands tid og før. Danerne var de, der talte det sprog, der gik under betegnelsen ”dansk tunge” som er det sprog, vi i dag kalder ”oldnordisk” eller ”norrønt”. Det vil sige, at danerne, i vikingetid og jernalder, ikke var en bestemt stamme, men den befolkning, der tilhørte den sydskandinaviske bondekultur. Begrebet ”daner” er forøvrigt synonymt med ”nordmanner” og derfor er enhver diskussion om, hvorvidt den ene eller anden vikinge høvding var nordmand eller dansker, en anakronisme. De bønder, der boede omkring Mälaren, i Hejredalen eller på det norske Vestland, var lige så meget ”danere” som de, der beboede den grænseegn. som Harald Blåtand havde undertvunget. Navnet Danmark som Harald Blåtand som den første nævner på sin Jellingesten betyder netop ”danernes grænseegn”. Udtrykket er formentlig tysk og skal forstås på nogenlunde samme måde som da britterne i Indien kaldte en del af Pashtunernes område for ”Northwest frontier province.” Danmark betyder altså ”Scandinavian frontier province.”

Det var ikke sådan, at der i Skandinavien ikke var kristne før Harald Blåtand. Formodentlig havde vore forfædre stiftet bekendtskab med kristendommen længe, før gennem rejser i udlandet og kristne missionærer på selvmordsmission i hedningernes lande. Arkæologer har fundet kristne kirker og grave fra længe før Harald Blåtand. Det Harald Blåtand gjorde, var at indføre kristendommen som statsreligion i det område, han beherskede. Den fundamentale forskel på en polyteistisk religion som nordens førkristne, og en monoteistisk religion som kristendommen er, at det for en polyteist ikke er noget problem at tro på andre guder, eller at ens naboer tror på noget andet end en selv. For en polyteist er det ikke et spørgsmål om enten-eller, sådan som det er for monoteister. Derfor har kristne kunnet leve side om side med hedninge i hedensk tid, såfremt de kristne respekterede hedenske helligsteder, hvad de langt fra altid gjorde. (læs om vikingetiden)

En monoteistisk religion som kristendommen respekterer ikke andre guder end den ene, og har endda svært ved at acceptere afvigende tolkninger end dens rådende teologiske dogmer. Da kristendommen blev indført som statsreligion, blev det derfor samtidigt forbudt at tro på andet end den kristne kirkes lære.

Et sådant religiøst forbud mod at dyrke forfædrenes religion var et radikalt brud med den måde, man opfattede religion på. Harald Blåtands kristningsforsøg medførte da også så meget modstand, at han blev dræbt. Det samme skete for Olav Trygvasson i Norge.

Det politiske og økonomiske pres fra Syd- og Vesteuropa var dog så stort, at det ikke var muligt at afskaffe kristendommen som statsreligion igen. På Island resulterede dette pres i, at man valgte at indføre kristendommen ved lov på altinget, på trods af, at det hedenske parti var i flertal. Dog blev det tilladt at dyrke de hedenske guder, sålænge det ikke foregik i offentlighed. Hvis sådan noget foregik helt åbent, havde det været vanskeligt, at overbevise den øvrige europæiske kristenhed om, at kristendommen var indført i landet.

Lignende regler har i varieret grad været gældende i resten af Skandinavien. Denne tolerance varede i små 100 år og i 1087 blev en sidste hedenske konge i Skandinavien, den legendariske Blót-Sven afsat og dræbt i Upsala. Drabet på Blót-Sven markerer afslutningen på den periode, hvor den hedenske religion har været tolereret.

Selv om den hedenske religion blev forbudt, betød det ikke, at den forsvandt. Den gik dels under jorden og dels indgik den i en synkratisme med den rådende kristendom. Nordens førkristne religion blev delt og videreført i tre af hinanden uafhængige retninger. Udenfor de områder, der blev kontrolleret af de skandinaviske landes statsmagter, blev den videreført som samisk religion. Inden for disse områder i form af folketro og på Island fik den, ud over i folketroen, et fornyet liv igennem den Islandske littrære tradition.

Samisk Religion

I førkristen tid havde den norrøne og den samiske befolkning været integreret i den samme kulturelle og religiøse tradition. Arkæologisk har en fælles materiel kultur kunne påvises. Både hvad angår klædedragt, redskaber og statussymboler.

På det religiøse område er der overensstemmelse mellem det samiske og norrøne panteon, ligesom den samiske shamanisme er parallel med den norrøne sejd til en sådan grad, at man ikke kan afgøre, hvilken folkegruppe der har bidraget med hvilke elementer.

Forskellen melem de to folkegrupper har været erhvervsmæssigt og sprogligt. Den norrøne befolkning har haft sine gårdbrug i dalene og samerne drevet jagt og rendrift på fjeldet. Kontakten mellem de to grupper har været intensiv i førkristen tid. Både ved samhandel og giftermål, såvel som i det spirituelle liv. Denne kontakt blev brudt, da kristendommen blev indført for den sydskandinaviske bondekultur. Den norrøne befolkning fik simpelthen forbud mod at have kontakt med de endnu hedenske Samer. Også dette brud kan påvises arkæologisk. Samerne begyndte at konstruere sit eget særpræg og udskiftede norrøne smykker med smykker af østlig type. Hvor den Sydskandinaviske bondebefolkning tillagde sig en mere kontinentaleuropæisk klædedragt, bibeholdt samerne den klædedragt, der havde været fælles for de to folkegrupper og udviklede den til det der efterhånden blev til den modere samiske folkedragt.

På det religiøse område var samisk religion konservativ. Den var den direkte årsag til, at samerne på andre områder følte, de måtte konstruere en anderledeshed i forhold til bondebefolkningen, så derfor var der ingen behov for at ændre den religiøse praksis voldsomt. Den synkratisme af kristne elementer der forekommer, er marginal og kan føres tilbage til den fælles førkristne religions praksis, med at integrere udefra kommende religiøse elementer. Man kan således se samisk religion som en retning inden for nordisk polyteisme, der forholder sig til den moderne Asatro som Græsk Ortodox kristendom forholder sig til Romersk Katholicisme.

Folketroen

I samtlige nordiske lande findes beretninger om, hvordan bondebefolkningen har holdt dyrkelsen af de nordiske guder i hævd i større eller mindre grad, helt op i 1800 tallet. Nogle skikke har endda været dyrket kontinuerligt frem til i dag, så som at hænge en tøjstump på kludeegen eller at ofre smør eller brødkrummer i skålgruper på sten. De, der har udført disse ritualer, har ikke nødvendigvis selv opfattet sig som asatroende eller hedninge, men følt, at dette var noget de måtte gøre, bare for en sikkerheds skyld. Siden middelalderen har det været forbundet med forbud at bekende sig til nogen anden religion end den kristne. I perioder var dette endda forbundet med dødsstraf. Eksempeltvis i hekseprosessernes tid. Derfor har det været nærliggende at nedtone eller direkte fortie en forbindelse til hedensk kult. Kirken og diverse pietistiske kirkeretninger har da også i flere omgange forsøgt at bekæmpe ”almuens overtro”. I forskellige kampskrifter og præsteindberetninger har der været harceleret over, hvordan almuen udførte frugtbarhedsritualer som Maj-brud og Maj-konge eller ofrede til en gammel træfigur, der blev opvbevaret i et skab.

Kirken vil måske mene, at den i sidste ende fik bugt med folketroen, men det vil nok ikke være helt rigtigt at sige. Folketro er simpelt hen det, folk tror på. I det omfang, at folk ikke længere er ”overtroiske,” skylde det nok i lige så høj grad oplysningstiden og ateismen. Mennesker kan dog ikke lade være med at skabe religion. Dertil bygger man på overleveringen, som man blander med religiøse impulser andet steds fra og ens egen praktiske erfaring med det åndelige. Det folk kan bruge, bliver videreført af kommende genrationer og indgår i traditionen. På den måde kan man sige, at folketroen idag lever videre, i form af det fænomen, der er blevet kaldt New Age, ligesom også heksereligionen Wicca og selvfølgelig moderne Asatro, trækker på folketroens tradition. Der findes endda en særlig gren af moderne Asatro, der slet ikke anerkender begrebet asatro, men kalder sig for folketro eller nordisk sæd.

Den Islandske Litteratur

Den litteære tradition på Island er både et produkt af kristendommens indførelse og den Islandske overklasses forsøg på at skabe en anderledeshed, i forhold til især den norske kolonimagt i middelalderen. Overklassen i de skandinaviske lande skrev efter kristendommens indførelse på latin. Bogen som teknologi er formodentlig også indført af kristne munke. Selv om den germanske verden har haft sit eget skriftsystem, runer, siden romersk jernalder, har der efter alt at dømme ikke været tradition for at affatte længere skrifter med disse bogstaver. Hvis en sådan førkristen litterær tradition har eksisteret, er den i hvertfald ikke blevet overleveret som andet endet end et par enkelte runesten, hvor af Rökstenen er den længste og mest kendte.

Den islandske litteære tradition begyndte omkring år 1100 af præsten Ari Frodi (Ørn den Vise), der skrev sin Islandske historiebog på oldnordisk med tillempede latinske bogstaver. Aris Islændingebok blev inspirationen, der affødte den Islandske sagatradition og dannede baggrund for meget af det, der siden blev skrevet i Landnamabok, Kristni Saga og i slægtssagaerne. Ari skrev ikke ret meget om den hedenske religion eller kult, men ret hurtigt efter Aris Islændingebok, er helte og gude-kvadene, i det er sidenhen er blevet kendt som ”den Ældre Edda” blevet nedskrevet. Måske, måske ikke, af den ligeledes kristne præst Sæmundur Frodi. De fleste af disse helte- og gude-kvad er angiveligt forfattet i hedensk tid og rundet af en førkristen mundtlig skjaldetradition.

Omkring 100 år efter skrev den islandske høvding, forfatter og skjald Snorri Sturluson sin lærebog i skjaldskab, som han kaldte Edda. Snorres formål var kulturhistorisk og havde ikke som sådan nogen religiøs dagsorden. Han ønskede at bevare den nordiske skjaldetradition ud fra et ønske om at vise omverdenen, at Skandinavien og i særdeleshed Island, havde en egen tradition for klassisk dannelse. Hans motivation har ikke været meget anderledes en den danske historiker Saxo Grammaticus. Alligevel fik hans bog langt større betydning. Hvor Saxos forhold til religion er dikteret af hans arbejdsgiver, Roskildebispen, er Snorri i langt højere grad præget af egne religiøse overvejelser. Saxo har bare skulle bruge de nordiske gudemyter som forvrænget historie, og gengiver derfor den i samtiden alment accepterede euhemeristiske forklaringsmodel; at guderne er fortidige mennesker, der har narret den enfoldige almue til at tro, de var guder. Denne forklaringsmodel gengiver Snorri også i sit forord. Snorri havde et problem, som Saxo ikke havde. Hvor historieskrivning i almindelighed har en verdslig karakter, er den nordiske førkristne skjaldetradition dybt forbundet med den nordiske mytologi. Derfor har Snorri måtte beskæftige sig langt mere indgående med det religiøse aspekt. Hele hans forord er et forsvar for, at han nu har givet sig i kast med at gengive de gamle hedenske myter. Snorri har dog næppe selv troet på den eufemeriske forklaring. Hvor han i sit historiske værk, Heimskringla, giver en konsistent beskrivelse af gudernes euhemeriske ophav, virker det som om at han i forordet til sin Edda, laver lidt grin med den euhemeriske forklaringsmodel. Her udnævner han en lang række personer/guder til at være Odin og Tor i en lang og snørklet forklaring, der ikke virker videre troværdig. Samtidig afslutter han Gylfaginning med at skrive; "Der var een, der kaldtes Tor, det var den gamle Asator."

Snorris egen teologi skinner igennem i afsnittet om Gylfes forblændelser (Gylfaginning). Han begynder sit forord med at citere 1.mosebog om Guds skabelse af verden og mennesket. Han begynder Gylfaginning med, at Gylfe kommer til en borg og møder en tredelt guddom, som proklamerer at have skabt verden og mennesket, samt at de gode mennesker skal leve evigt med ham i Gimle, hvorimod de onder kommer til Hel. Gylfaginning er Snorris eget digteriske påfund. Gylfes færd til aserne er rammefortællingen, hvor i Snorri kan anbringe den for skjaldskaben nødvendige mytologiske viden. I denne rammefortælling giver han udtryk for sit eget teologiske synspunkt, som i hans samtid har været det rene kætteri, nemlig at Gud og Odin er en og samme. Det er et teologisk synspunkt, der ikke er ukendt i polyteistisk tradition. Snorris synspunkt kendes som Panteisme, i den klassiske oldtid eller Saguna Brahman i Hinduismen. Vi kan ikke vide, om dette synspunkt udelukkende har været Snorres, eller om det afspejler en særlig Islandsk (eller måske Trøndersk) synkretisme, udviklet i det første århundrede efter kristendommens vedtagelse på altinget.

Der er ingen ting der tyder på, at Snorre har villet missionere for en dyrkelse af asa-guderne. I hans opfattelse har det det været absurd, i og med at gylfeforblændelsen nu var ophævet og Gud havde vist sit sande ansigt. Alligevel fik Snorris Edda den konsekvens, at magterne fra den nordiske mytologi fik fornyet liv gennem den Islandske litteratur. Dels blev der skrevet ”nye” gudekvad, som “Hrafnagaldr Óðins” og “Lokrur” . Dels blev en række af guderne fra den nordiske mytologi genstand for påkaldelse i forbindelse med magi. I løbet af 1400tallet blev såkaldte grimoire (eller sortebøger) populære over store dele af Europa. Grimoire var bøger med opskrifter på magiske formler, noget der skulle vise sig at blive livsfarlig i forbindelse med de hekseprosesser, der greb om sig i de efterfølgende 200 år. På Island udvikledes en helt særlig tradition omkring sortebøger. Foruden de mere almindelige kristne og kabalistiske besværgelser, indeholdt de Islandske sortebøger også en række påkaldelser af de nordiske guder. Disse påkaldelser var langt hen ad vejen inspireret af sagalitteraturen, Snorris Edda og Eddakvadene. Religionshistorisk set er sådanne besværgelser også religion. Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der har brugt disse besværgelser, har troet på de væsner, som de har påkaldt, hvadend det har været Odin, Kristus eller Satan. Ofte er de alle blevet påkaldt samtidig. Enten for at være på den sikre side, eller for at forstærke effekten.

De fleste af disse Sortebøger er desværre blevet brændt sammen med heksene på bålet, men enkelte eksemplarer har overlevet i akademiske samlinger. (Læs denne artikel om sortebøger.)

Nogen ville måske hævde, at disse tre retninger ikke er den samme religion, som vore forfædre havde i hedensk tid og ud fra en overfladisk betragtning, er fomerne da også forskellige. Intet er dog statisk og den nordens førkristne religion som fandtes i vikingetiden, var også forskellig fra den Nordens førkristne religion der eksisterede i romersk jernalder, der igen var forskellig fra den i bronzealderen. I realiteten har der været en kontinuitet, hvor mange elementer er gået igen, også i dens ”efterkristne” manifestationer.

Set ud fra en religiøs synsvinkel, er det de samme guder, der er blevet påkaldt. Hvad end det har været en islandsk magiker i 1500 tallet, der har påkaldt Tor mod tyveri, en samisk nåjde der har påkaldt Horragalles, eller en skånsk bonde, der i høsttiden har påkaldt ”kornmodneren,” så er der, i en religiøs forstand, tale om den samme guddom.

© Furesø Net 2010